Lyd og vibration kommer med mange stemmer og fra mange instrumenter. Her er blot et lille udvalg af de instrumenter Halle Malinah arbejder med sit virke.
Gong
Lyden af gongen siges at være skabelsens lyd; "The Sound of Creation". Gongen laver ikke bare helt særlige, abstrakte og kosmiske lyde, men også meget kraftfulde vibrationer. Lyd og vibration hænger uløseligt sammen, men når vi bruger to forskellige ord, så handler det rigtigt meget om, at lyd er noget vi oplever via høresansen og vibration er noget vi oplever fysisk med kroppen. I et gongbad bliver man badet i både lyd og vibration, og det er for mange en meget storslået unik oplevelse, som er svær at sætte ord på. Lyden og vibrationen fra gongerne virker dels rensende, fordi spændinger, stagnation og begrænset energi frigøres og sættes i fornyet svingning. Derfor bliver lyden til en genskabelses lyd, hvor cellerne vækkes til live på ny. På samme måde åbner gongbadet også for ny energi og ny bevidsthed i hele vores system, fysisk, emotionelt og mentalt. Der åbnes til det kreative sind, og ny inspiration opstår og når prana igen cirkulerer frit i systemet, opløses de blokkeringer, der før skyggede fra at finde de gode løsninger på de udfordringer, man står over for. Man får altid mest ud af et Gongbad, hvis man kommer med en intention både om noget, man ønsker at frigøre og noget man ønsker at kalde ind i sit liv. På den måde, bliver gongbadet en bevidst støtte til din selvudvikling.
Tromme
Trommens slag forbinder dig med jordens hjerteslag, naturens og din egen urkraft. Den taler direkte ind i dit indfødte sind, som er dit urinstinkt og den del af nervesystemet som kender og kommunikerer gennem naturens symboler og elementer. Dens lyd åbner for dit udvede bevidsthed og skaber samtidig en kraftfuld grounding, der er det rette udgangspunkt for indre arbejde. Når trommen indgår i et lydbad, trækker dens lyd dig ned på jorden og sætter dig i kontakt med dine rødder, dine forfædre og formødre, din ophav og din iboende urkraft. Lyden kalder dig ind i en form for trance hvor du "husker" hvem du er og hvor du kommer fra. Ofte vil energien fra et kraftdyr også komme til dig med lyden af trommen, og sindet vil begynde at opfatte gennem naturens ursymboler og indfødte sprog. Det vil for mange give stærke indre drømmebilleder og oplevelsen af virkeligt at komme på rejse med sjælen og i kontakt med støttende energier.
Naad og hjertesamklang
Naad er den den kosmiske lyd og vibration, og det skabende universelle princip. Man kalder det også lyden bag al ting. Når vi via chanting stiller sindet ind på lyd og vibration, påvirker vi nervesystemet og kroppens kemiske balance. I kombination med mudras og håndbevægelser, kan vi balancere højre og venstre hjernehalvdel. Dette kalder vi også at komme i “Coherence”.
Når vi bringer vores sjælelige instrument, i samklang med hjertet kaldes det at komme i “Heart Coherence”. Hjertesamklang. I hjertet er vi alle forbundet med hinanden, og her er vi samtidigt dybt forbundet med den kosmiske universelle vibration, naad.
At arbejde med naad eller naad yoga, er at arbejde med al tings forbindelse og med lyden som forbindende element. Vi kan via lyden skabe forbindelse til vor egen højere bevidsthed, vores sjæl, til vores følelser, til kroppen og til naturen.
Visdommen om lyd og vibration giver os adgang til at kommunikere med andre lag af virkeligheden, fysiske genstande, hellige steder og naturelementerne m.m. Lyden fungerer som en bro. En bro mellem verdener. De levendes verden og de dødes verden. Mellem menneskenes verden og dyrenes verden, planternes verden og energiernes verden.
Halle Malinah bruger f.eks. lyden til at kommunikere med hellige templer og kraftsteder og forbinde sig med stedets æteriske form og energi, budskaber og kraft.